HISTORIE

Karl Thygesen & Søn ApS er en 3. generations Vognmandsforretning, der tog sin spæde begyndelse i midten af 1950´erne.

Vognmandsforretning Karl Thygesen & Søn ApS blev i midten af 1950´erne stiftet af Karl Thygesen. Dengang købte Karl en brugt lastbil med tippelad og begyndte at transportere materialer for lokale håndværkere.

Ikke længe efter blev der blev erhvervet en kranbil, og flere opgaver kunne nu løses.

Karls søn Palle startede allerede i en ung alder sin karriere i firmaet. Han var medhjælper efter skoletid og sågar om natten, hvis det var nødvendigt. Efter endt skolegang uddannede Palle sig som mekaniker, og meget af hans tid blev brugt på at servicere og reparere firmaets lastbiler.

stenhuggere_20100218_1359312701

Der blev med tiden investeret i flere nye kran- og tipbiler, og større transportopgaver med byggematerialer og jord/grus/sten kunne løses.

Midt i 1970´erne var Karl Thygesen oppe på at have 10 lastbiler kørende men med den stigende konkurrence, var det ikke længere rentabelt at fortsætte med større transporter med jord/grus/sten.

Derfor skilte firmaet sig af med de fleste lastbiler, og i en lang årrække var det kun Karl og sønnen Palle der, med 2 kranbiler, holdt gang i hjulene.

Firmaet kørte byggematerialer, sommerhuse mm. for flere større byggefirmaer og begyndte i starten af 1980´erne at servicere kunder i tagdækkerbranchen.

I 1991 startede Karsten, der er 3. generation, i firmaet. Karl, der nu var blevet 80 år, trak sig ud af firmaet og de næste 13 år blev firmaet drevet af Palle og Karsten.

Der blev til stadighed indkøbt større kranbiler, og i år 2004 udvidedes firmaet yderligere. Der blev ansat chauffører, og vognparken voksede.

I 2007 overtog Karsten firmaet. Palle fortsatte som chauffør i forretningen og i 2008 blev der investeret i en byggegrund i Greve, og der har forretningen indtil udgangen af 2015 været drevet fra. Karl Thygesen & Søn ApS drives fra 2016 fra det nye domicil på Geminivej 14, 2670 Greve hvor både værkstedshaller, lagerfaciliteter og kontorer er samlet.